Holdbare veje til Greve Golfklub
Greve Golfklubs indkørselsvej er ikke blot nyrenoveret. Den er også bygget op af genbrugsasfalt og overfladebelægninger baseret på vegetabilske olier.
Gæster og medlemmer af Greve Golfklub kan nu se frem til en bedre vej at køre på, når de skal ud at svinge køllerne i det fri. NCC’s asfalthold har nemlig været en tur forbi klubben for at genoprette den gamle, hullede grusvej, der bugter sig langs det bløde, bakkede landskab.
700 tons knust genbrugsasfalt
Vejen er dog ikke alene blevet bedre at køre på. Den kommer også til at holde længere og er opbygget på en måde, så miljøpåvirkningen er reduceret i forhold til tilsvarende anlægsprojekter.
Først og fremmest er vejen bygget op af ubundne bærelag, som består af 700 tons knust genbrugsasfalt. Modsat manges forventning er asfalt et naturmateriale. Der tilsættes nemlig ingen eller få tilsætningsmidler til asfalt, og det betyder, at næsten al gammel asfalt er 100 procent genbrugelig. I Greve Golfklub får den gamle knuste asfalt dermed nyt liv, og der sparres på de knappe råstofressourcer, da den genanvendte asfalt erstatter stabilgruset, som ellers typisk bliver brugt i nye bærelag.
Overfladebelægninger med rapsolie
Oven på bærelaget har NCC anlagt en såkaldt ”Sandwich OB”, som er en overfladebelægning, der består af et lag stenmateriale udlagt på den afrettede og komprimerede genbrugsasfalt, som dækkes af et lag bindemiddel, og som afsluttes med et lag skærver. I dette tilfælde en lokal sten for at bevare vejens udseende så naturligt som muligt. Tilsammen forsegler og forstærker belægningen overfladen, så slaghuller undgås, støvgenerne minimeres, og belægningen bliver vedligeholdelsesfri.
Men allerbedst er, at belægningen består af NCC’s eget bindemiddel – NCC Ecobit – som er Danmarks første varme bindemiddel til overfladebelægninger uden opløsningsmidler, der belaster miljøet.
I stedet erstatter produktet miljøskadelige stoffer med helt almindelig og ufarlig vegetabilsk rapsolie – præcis som den, der anvendes i køkkenet.