NCC ansætter Peter Andreas Sattrup som områdechef for ressourceforvaltning og klimapåvirkning i Danmark
Peter Andreas Sattrup begynder den 2. januar og skal fortsætte NCC’s arbejde med forvaltning af ressourcer og påvirkning af klimaet. Det er et kundekrav og en helt integreret del af NCC’s forretning.
NCC har længe været blandt de førende inden for feltet bæredygtighed, og startede helt tilbage i 2008 med Must Win Battle Sustainability og deltagelse i COP15.
Nu tager NCC næste skridt og vil som en af de første fokusere specifikt på forvaltningen af ressourcer og påvirkning af klimaet både direkte- og indirekte. Derfor er Peter Andreas Sattrup ansat som chef i Danmark i den afdeling, der før kaldtes bæredygtighedsafdelingen.
De seneste syv år har han arbejdet i Danske Arkitektvirksomheder, hvor han har haft ansvaret for at udvikle værdiskabelsen i byggeriet gennem bedre ressourceudnyttelse og mere fokus på både sociale, miljømæssige og økonomiske aspekter af arkitekturen.
FAKTA om Peter Andreas Sattrup
Peter har indgående kendskab til byggeriet i teori og praksis med mere end 25 års virke som arkitekt MAA fra egen arkitektvirksomhed og fra ansættelser i Danmark og Storbritannien.
Han står bag innovationsnetværket om zero-carbon byggeri i Nordic Built og har siddet i Styregruppen for Statens Byggeforskningsinstitut. Tidligere har han også været bestyrelsesmedlem for Green Building Council Denmark, hvor han stadigvæk sidder i kriterieudvalget.
Parallelt hermed har han gennemført Danmarks første Ph.d. i bæredygtig arkitektur. Han er uddannet DGNB-konsulent og har været lektor på DTU i Bygningsinformations–modellering (BIM) og i designprocesser for bæredygtigt byggeri.
Peter er 51 år, gift, har tre børn og bor nord for København.