fsbHJEM partnerskabet, som NCC er en del af, skal renovere Ågården på Nørrebro
Efter godkendelser fra Landsbyggefonden, Københavns Kommune og beboerne i afdelingen er renoveringen af Ågården på Nørrebro nu klar til at gå i gang. Ågården bliver fsbHJEM rammeaftalens første helhedsplan. NCC's kontraktsum på sagen er cirka 150 mio. danske kroner.
fsbHJEM er det partnerskab, hvor COWI, Nordic Office of Architecture, Smith Innovation og NCC sammen renoverer boliger for fsb, der er den største almene boligorganisation i Københavnsområdet.
Nu skal 326 boliger i fem etager fordelt på to store karreer renoveres, så afdelingens beboere kan have gode boliger i mange år frem. Nordic Office of Architecture har tegnet projektet, mens det er NCC’s egen rådgiverfunktion, der har stået for ingeniøropgaven på sagen.
Ågården ligger i hjertet af Nørrebro på Kapelvej, Jægergade, Brohusgade og Rantzausgade. Boligafdelingen blev bygget i sidste halvdel af 1980’erne og har 326 boliger, som alle enten har have, altan, fransk altan eller karnap. 40 boliger er ungdomsboliger. Dertil har boligafdelingen har et stort beboerhus i gården og to gæsteboliger.
Ågården er udfordret af byggetekniske løsninger, som ikke er robuste, nogle med byggeskader som trænger til akut eller snarlig opretning. Renoveringen vil give boligerne et dagslysmæssigt og derved indeklimamæssigt løft, ligesom facadeudtrykket vil ændre sig markant og give et mere åbent, indbydende og moderne facadeudtryk. Helhedsplanens mål er at fremtidssikre Ågården for såvel nuværende som kommende beboere.
”Renoveringen af Ågården er en opgave, der passer godt til vores kompetencer,” siger Katrine Hald, der er senior projektchef i NCC’s renoveringsenhed. ”Vi skal endnu engang arbejde tæt på beboerne, og vi vil gøre alt, hvad vi kan for at samarbejde og finde gode løsninger.”
Bygningen skal være i drift under hele byggeperioden, hvilke stiller særlige krav til de midlertidige forsyninger til vand, afløb og varme, der skal fungere under udførelsen. Og til vores håndværkeres adfærd, når de arbejder i beboede lejligheder.
Støjdæmpende ruder og mere dagslys
Alle boliger får nye køkkener og nye badeværelser, ligesom de tekniske installationer udskiftes. Der har været afholdt en række involveringsaktiviteter med beboerne, hvor de har samarbejdet om at udpege de tre valgmuligheder, som beboerne får på køkkenlåger, bordplader og fliser til vægge og gulve på badeværelserne. Det har været en god proces med god tilslutning fra beboerne.
Karnapper bliver udskiftet med nye velisolerede karnapper, der giver bedre dagslysforhold og indeklima i boligerne samt udsyn til gaden. Som led i processen fjernes adskillelsen mellem karnap og stue, og der installeres energiruder.
“Vi håber, beboerne og byen bliver glade for de nye karnapper. Beboerne vil opleve, at deres udsigt til byen ændres, og at karnappen bliver en integreret del af deres stuer. Udefra får man også noget nyt at se på, da karnapperne ændrer sig fra at være anonyme og tilknappede til at være mere markante i deres udtryk på facaden mod Åboulevarden. Forhåbentlig en win-win for både beboerne i Ågården og andre, der bruger området,” siger Britt Nemmøe, Nordic Office of Architecture.
Der er i helhedsplanen udpeget 23 familieboliger i stueetagen, som i forbindelse med renoveringen kan omdannes til tilgængelighedsboliger. Det er muligt på grund af boligernes grundplan og store badeværelser. I første omgang bliver der etableret fem tilgængelighedsboliger.
Arbejdet går i gang til marts 2024 og forventes afsluttet i 2026. Kontrakten på cirka 150 mio. kroner ordreregistreres i forretningsområde Building Nordics i Q1 2024.
Alle billeder er til fri redaktionel brug
For yderligere information kontakt venligst:
Carl Johan Corneliussen, Pressechef, Tlf.: 26152127, E-mail: carcor@ncc.dk
NCC’s pressetelefon +45 41 70 49 09 samt NCC’s Mediabank
Om NCC. NCC er en af de førende entreprenørvirksomheder i Norden. Med udgangspunkt i sin ekspertise inden for ledelse af komplekse byggeprocesser, bidrager NCC positivt inden for det byggede miljø for både kunder og samfund. Vores forretning omfatter bygge- og infrastrukturprojekter, asfalt og råstofudvinding samt udvikling af erhvervsejendomme. I 2022 havde NCC en omsætning på ca. 54 milliarder SEK og 12.500 ansatte. NCC’s aktier er noteret på Nasdaq Stockholm.