NCC bygger ny tunnel ved Nykøbing Falster Sygehus

NCC skal for Region Sjælland bygge en tunnel, der skal forbinde en eksisterende hospitalsbygning med en kommende bygning som led i fremtidssikringen af Nykøbing Falster Sygehus

Regionsrådet vedtog i 2010 Region Sjællands Sygehusplan, hvor Nykøbing F. Sygehus skal udgøre et af regionens fire akutsygehuse, og det skal derfor renoveres og udbygges. Visionen er at fremtidssikre sygehuset og skabe et moderne, patientorienteret hospital til glæde for patienter, personale og pårørende.

Spændende udfordring

Det aktuelle projekt for NCC er en del af udvidelsen af sygehuset. NCC skal i hovedentreprise stå for bygning af en tunnel på ca. 130 meter. Tunnellen skal forbinde en eksisterende hospitalsbygning med en fremtidig bygning. Entreprisen har en kontraktsum på 22 mio. kr.

”Det er en super spændende opgave i sig selv, og så byder det på ekstra udfordringer, at vi skal udføre arbejdet på et sygehus i fuld funktion,” fortæller NCC’s projektleder Andreas Berg Rasmussen. ”Det kræver grundig planlægning så vi kan tage de nødvendige hensyn til sygehusets daglige drift.”

Der er fra Regionens side fokus på logistikken under byggeriet, og på at arbejdet udføres midt i et hospitalsområde i drift. Projektet kræver skarp koordinering med alle parter, og alle NCC’s spidskompetencer i anlægsdivisionen bliver bragt i spil på opgaven.

”Byggeriet af tunnelen er en vigtig del af moderniseringen af vores sygehus på Falster, og jeg er glad for, at NCC går omhyggeligt til værks og har de særlige kompetencer, der er nødvendige til udførelsen,” siger sygehusdirektør Ricco Dyhr fra Nykøbing Falster Sygehus.

Tunnel støbes på stedet

Til opgaven hører også nedrivnings- og ombygningsarbejder omkring hospitalets dialyseafsnit ved tilkobling til den eksisterende bygning. Selve tunnellen støbes på stedet, og den opgave inkluderer omlægning af ledninger og aptering.

Tunnellen går fra en høj kælder ned under terræn og møder den fremtidige hospitalsbygning i kælderniveau. Arbejdet udføres i tre etaper af hensyn til ambulancetrafikken i området. De to etaper foregår i en spunset byggegrube, og den sidste i ren udgravning.

Projektet startede 1. februar, og kører frem til januar 2022. NCC Civil Engineering udfører anlægsarbejderne i egenproduktion, og NCC’s egen funderingsdivision Hercules står for at etablere byggegruben. COWI/Arkitema er totalrådgiver på projektet og MOE er bygherrerådgiver.

For yderligere information kontakt venligst: 

Pressechef Carl Johan Corneliussen, NCC, tlf: 26152127, E-mail: carcor@ncc.dk

NCC´s pressetelefon +45 41 70 49 09 samt NCC:s Mediabank

Om NCC. NCC er en af de førende entreprenørvirksomheder i Norden. Med udgangspunkt i sin ekspertise inden for ledelse af komplekse byggeprocesser, bidrager NCC positivt inden for det byggede miljø for både kunder og samfund. Vores forretning omfatter udvikling af erhvervsbyggeri, bygge- og infrastrukturprojekter, samt asfalt og råstofudvinding. I 2019 havde NCC en omsætning på ca. 42 mia. DKK og 15.500 ansatte. NCC’s aktier er noteret på NASDAQ i Stockholm.