NCC afleverer de første boliger i stort boligprojekt i Herlev

I Herlev opfører NCC Bakkekæret, der er et stort lejeboligprojekt, for Green Point ApS. Opførelsen sker i seks etaper, hvoraf den første netop er afleveret.

De første lejere har nu fået nøglerne til deres nye hjem i Bakkekæret på Hørkær 8 i Herlev. Flyttevognen er bestilt og snart flytter de ind på området, der dog det næste knap halvandet års tid fortsat også vil være en byggeplads.

Her opfører NCC nemlig i alt 445 nye lejeboliger i seks etaper på en grund, hvor virksomheden frem til 2020 havde asfaltproduktion. Projektet forvandler en gammel industrigrund til et topmoderne boligområde midt i Herlev og tæt på letbanen.

De to næste etaper afleveres med udgangen af august og november i år, mens de sidste tre etaper afleveres næste år. Endelig aflevering forventes med udgangen af september 2025.

Området er designet til at give beboere og besøgende en oplevelse af et levende naturområde i byen, skabt af varierende bygningshøjder og udnyttelse af terrænspring sammen med grønne områder.

”Som bygherre vil man jo altid glæde sig over et projekt, der rejser sig fra idéer og tegninger og bliver til virkelige boliger, som bliver til nye hjem. Det er meget tilfredsstillende. Det bliver et meget smukt sted,” siger direktør Jens Damgaard fra Green Point ApS.

Arbejdet skrider godt fremad på projektet, selvom det er en udfordring for byggeteamet, når man på samme tid skal klargøre og aflevere én del af byggeriet, samtidig med at den øvrige produktion kører videre for fuld damp. Samtidig med afleveringen af første etape, har råhus-teamet lagt sidste hånd på deres arbejde på den sjette og sidste etape.3

”Man bliver aldrig træt at opleve når bygningen ”rejser sig ” og bliver til virkelighed. Så glemmer man alle udfordringer og det hårde arbejde. At nå godt i mål kan kun lade sig gøre, når det udførende team og rådgiverne løfter i flok sammen med bygherre,” siger Pece Angelovski, som er projektdirektør i NCC Building Nordics’ byggeenhed i Østdanmark.

Bakkekærets boliger opføres med henblik på at opnå en DGNB Platin certificering, som er den højeste klasse i DGNB. Det kræver monitorering af byggepladsens forbrug og ekstra opmærksomhed på de materialer, der anvendes. På den mådes skabes det bedst mulige miljø i boligerne – både for dem, der arbejder der, og for lejerne, der skal bo i dem.

”Det bliver spændende at opleve beboere omkring os, mens vi bygger, og vi håber ikke, at vi forstyrrer dem for meget,” siger Pece Angelovski.

Øvrige samarbejdsparter på projektet er arkitekt Holscher Nordberg og landskabsarkitekt URBAN POWER ApS, mens den rådgivende ingeniør på projektet er Svend Poulsen A/S.

Byggeriet begyndte i tredje kvartal 2022, og sidste etape af fem forventes afleveret i tredje kvartal 2025.
 

Alle billeder er til fri redaktionel brug

For yderligere information kontakt venligst:
Carl Johan Corneliussen, Pressechef, Tlf.: 26152127, E-mail: carcor@ncc.dk

NCC’s pressetelefon +45 41 70 49 09 samt NCC’s Mediabank

Om NCC. NCC er en af de førende entreprenørvirksomheder i Norden. Med udgangspunkt i sin ekspertise inden for ledelse af komplekse byggeprocesser, bidrager NCC positivt inden for det byggede miljø for både kunder og samfund. Vores forretning omfatter bygge- og infrastrukturprojekter, asfalt og råstofudvinding samt udvikling af erhvervsejendomme. I 2023 havde NCC en omsætning på ca. 57 milliarder SEK og 12.200 ansatte. NCC’s aktier er noteret på Nasdaq Stockholm.