NCC vinder renovering af Torpgården i Herfølge for Køge almennyttige Boligselskab – DAB

NCC skal udføre en større renovering af Torpgården i Herfølge. Ordren er på 77 mio. danske kroner.

Torpgården er en boligafdeling med lejemål under Køge almennyttige Boligselskab (KaB) administreret af Dansk Almennyttigt Boligselskab (DAB). Afdelingen er en tæt, lav bebyggelse fra 1978, og omfatter også forsamlingshus, vaskeri, ejendomskontor, varmecentral og materielgård. Samlet er der 178 boliger fordelt på 38 blokke med fire eller seks boliger i hver.

Afdelingen er opdelt i tre områder, Nørretorp, Østertorp og Vestertorp. Bygningerne er 1- og 2-plans rækkehuse med have og skure. Hele området er bundet sammen af gangstier og grønne fællesarealer. Bygningerne har facader af træ, murede gavle og facader og tagbelægning af teglsten.

Helhedsplan medfører stort løft af afdelingens boliger
Der skal udføres en lang række forskellige renoveringstiltag i bebyggelsen, blandt andet nye tage i tegl med underlag af tagpap på alle boliger, på skure og fælleshus. Døre og vinduer udskiftes, og der bliver monteret glasbaldakiner ved hoveddørene.

Boligerne får nye tagrender og nedløb, og der udføres facadebeklædning som isoleret konstruktion med udvendig beklædning i træ ved boliger og fælleshus.

Der bliver etableret ny udvendig belysning, og de grønne områder mellem afdelingens boliger bliver opgraderet med nye stisystemer.

”Vi er glade for, at vi har vundet endnu en opgave for DAB,” siger områdedirektør i Renovering Øst Brian Hasfeldt. ”Det er en opgave, der passer rigtig godt til os, og vi glæder os til at komme i gang med arbejdet.”

NCC har gennemført flere projekter for DAB gennem de senere år, blandt andet Sorgenfrivang II, og helt aktuelt er NCC i gang med at renovere etape II af Højbjerg Vænge i Herlev for DAB.

”NCC er en af mange gode samarbejdspartnere som DAB har, og er i gang med at gennemføre renoveringer med, og vi glæder os til det gode samarbejde,” siger Sten Ejsing, byggechef i DAB.

Arbejdet sættes i gang i februar 2022 og forventes afsluttet i september 2023. Ordren er på DKK 77 mio. kroner, og bogføres i 4. kvartal 2021 under forretningsområdet Building Nordics.

For yderligere information kontakt venligst:
Pressechef Carl Johan Corneliussen, +45 2615 2127, carcor@ncc.dk

NCC’s pressetelefon +45 41 70 49 09 samt NCC’s Mediabank

Om NCC. NCC er en af de førende entreprenørvirksomheder i Norden. Med udgangspunkt i sin ekspertise inden for ledelse af komplekse byggeprocesser, bidrager NCC positivt inden for det byggede miljø for både kunder og samfund. Vores forretning omfatter udvikling af erhvervsejendomme, bygge- og infrastrukturprojekter, samt asfalt og råstofudvinding. I 2020 havde NCC en omsætning på ca. 38 mia. DKK. og 14.500 ansatte. NCC’s aktier er noteret på Nasdaq Stockholm.