Bygningsstyrelsen og NCC får finansudvalgets godkendelse af kontorhus i træ i Odense

NCC kan med godkendelsen af byggeriet til 645 mio. kr. begynde arbejdet med klargøring af byggegrunden og nedrivning af eksisterende byggeri. Det nye kontorhus får seks etager på samlet ca. 31.000 kvadratmeter med fokus på bæredygtighed.

NCC og Bygningsstyrelsen, der indgik kontrakt i juli, har nu fået grønt lys til at begynde byggeriet af styrelsens nye kontorknudepunkt med bærende konstruktioner i træ. Folketingets finansudvalg har bevilget midler til byggeriet, og dermed er vejen banet for et unikt byggeri i træ. Totalentreprenørholdet består af NCC, C.F. Møller Architects og MOE.

”Vi ser frem til at gå i gang med denne banebrydende opgave med at opføre Bygningsstyrelsens nye kontor i Odense. Det er et vigtigt projekt i Odenses byudvikling og i særdeleshed et afgørende byggeri for udviklingen af nye bæredygtige løsninger i den danske byggebranche,” siger direktør i NCC Danmark, Palle Bjerre Rasmussen.

Opgaven er blandt andet vundet på en arkitektur, der tilgodeser visionerne for området og inviterer både medarbejderne i bygningen og offentligheden til at bruge udendørsarealerne.

"Det er et spændende projekt, som både vi, NCC og resten af byggebranchen kan drage værdifulde erfaringer fra, samtidig med at vi sikrer gode og moderne rammer for 1600 statslige arbejdspladser i Odense, siger Signe Primdal Lyndrup, vicedirektør i Bygningsstyrelsen.

Ud over krav til funktionalitet og fleksibilitet var et væsentligt krav til projektet i udbudsmaterialet, at de bærende konstruktioner skal udføres i træ.

Et bæredygtigt kontorbyggeri

”Ved at vælge en konstruktion med træ er Bygningsstyrelsen med til at flytte branchen, så det bliver mere naturligt at tænke på træ som et alternativ til de mere traditionelle byggematerialer som stål og beton,” siger Palle Bjerre Rasmussen.

NCC har styrken til projektet i kraft af den nordiske koncern, og har gennem de senere år opført flere markante byggerier af træ. Den viden og de kompetencer kommer nu i spil i Danmark. Det vil give nye erfaringer, som NCC sammen med bygherren vil dele med branchen.

Byggeriet vil foregå med stor fokus på bæredygtighed i forhold til at minimere klimabelastningen i forbindelse med selve byggeriet og den efterfølgende drift. Det betyder blandt andet fokus på at minimere energiforbruget.

Arbejdet forventes at blive sat i gang i begyndelsen af næste år og forventes afsluttet 2025. Kontraktsummen er på 645 mio. DKK og bogføres i fjerde kvartal 2021 under forretningsområde Building Nordics. 

For yderligere information kontakt venligst:
Pressechef Carl Johan Corneliussen, +4526152127, carcor@ncc.dk

NCC´s pressetelefon +45 41 70 49 09 samt NCC:s Mediabank

Om NCC. NCC er en af de førende entreprenørvirksomheder i Norden. Med udgangspunkt i sin ekspertise inden for ledelse af komplekse byggeprocesser, bidrager NCC positivt inden for det byggede miljø for både kunder og samfund. Vores forretning omfatter udvikling af erhvervsejendomme, bygge- og infrastrukturprojekter, samt asfalt og råstofudvinding. I 2020 havde NCC en omsætning på ca. 38 mia. DKK. og 14.500 ansatte. NCC’s aktier er noteret på Nasdaq Stockholm.