Hercules Fundering i Danmark udfører kompleks boreopgave i Norge

Nordisk samarbejde mellem NCC’s funderingsenheder skal sikre et solidt fundament til det omfattende infrastrukturprojekt ved Drammen Station i Norge.

NCC’s danske funderingsenhed – Hercules Fundering – er taget nord på for at hjælpe de norske kolleger med et af de mest komplekse infrastrukturprojekter, som NCC har gennemført i Norge. Funderingsarbejdet skal sikre fundamentet for den nye Drammen Station og udbygningen af jernbanen i det sydøstlige Norge

”Ved at samarbejde hen over grænserne kan vi udnytte hinandens udstyr, viden og kapacitet bedst muligt. Vi har samlet nogle af vores stærkeste kompetencer inden for borede pæle i Danmark og parret dem med vores største, danske funderingsmaskiner,” siger Frank Roland Nielsen, områdedirektør i Hercules Fundering, NCC Infrastructure i Danmark.

To danske maskiner skal bore 104 pæle
NCC’s norske funderingseksperter udfører alt funderingsarbejdet i forbindelse med det omfattende jernbaneprojekt.

De danske specialister fra Hercules Fundering vil være en del af projektet fra midt april og frem til midt juni. Her skal de ved hjælp af to funderingsmaskiner, på mere end 200 tons tilsammen, bore 104 pæle ned i undergrunden.

”Vi har taget maskinerne med fra vores maskinpark i Danmark. Den ene – vores LB20 – har vi forsynet med spritnyt DTH-udstyr, som kan håndtere hårde materialer, såsom norsk sprængsten. Dens primære opgave bliver at udskifte det overliggende sprænglag med sand og grus. Herefter skal vores LB36 sekantboremaskine bore 52 pæle på 21 meter og 52 pæle på 8 meter,” siger Andreas Oll, projektleder i Hercules Fundering, NCC Infrastructure i Danmark.

Den store LB36 sekantboremaskine er Hercules’ største maskininvestering nogensinde – også på nordisk plan. Senest har den vist sit værd på nogle af de helt store boreopgaver i København, blandt andet på Kronløbsøen, i Sydhavnen og ved Langeliniekajen.

Borede pæle giver mindre støj
Rent praktisk består arbejdet i at bore et hul ved hjælp af en såkaldt boresnegl og stålcasing. Boresneglen er med til at fjerne jorden fra borehullet, hvor stålcasingen, der er et stort stålrør, sikrer, at hullet ikke styrter sammen og hjælper samtidig med at bane vejen for boreudstyret ned igennem lagene. Når borearbejdet er færdigt, bliver hulrummet fyldt op med armering og beton, og pælen er færdig.

”Metoden er blevet meget populær i Danmark, fordi den er velegnet til nybyggeri i områder, hvor der i forvejen findes bygninger. Borede pæle belaster nemlig nærområdet i mindre grad, når det kommer til støj og vibrationer, i forhold til traditionelle metoder som at banke pæle ned,” siger Andreas Oll.  

Storstilet infrastrukturprojekt
NCC i Norge udfører jernbaneprojektet for Bane NOR og omfatter alt infrastrukturarbejde på strækningen fra Drammen Station til Sundhaugen, herunder anlægsarbejde på og ved Drammen Station, en strandpromenade, en gangtunnel og en del af den nye bybro over baneområdet. Projektet er en del af InterCity-initiativet og skal give halvanden million indbyggere kortere rejsetider og flere afgange.

Fakta om NCC Norges samlede opgave

  • Bygherre: Bane NOR
  • Hovedentreprenør: NCC Norge
  • Anlægsperiode: September 2021 – udgangen af 2025
  • Entrepriseform: Hovedentreprise
  • Kontraktsum: 1.900 MNOK, (ordreregistreret i Q2, 2021)
  • Mere info på ncc.no: https://www.ncc.no/vare-prosjekter/drammen-stasjon/



For yderligere information kontakt venligst:
Carl Johan Corneliussen, pressechef, +45 26152127, carcor@ncc.dk

NCC´s pressetelefon +45 41 70 49 09 samt NCC:s Mediabank

Om NCC. NCC er en af de førende entreprenørvirksomheder i Norden. Med udgangspunkt i sin ekspertise inden for ledelse af komplekse byggeprocesser, bidrager NCC positivt inden for det byggede miljø for både kunder og samfund. Vores forretning omfatter bygge- og infrastrukturprojekter, asfalt og råstofudvinding samt udvikling af erhvervsejendomme. I 2022 havde NCC en omsætning på ca. 54 milliarder SEK og 12.500 ansatte. NCC’s aktier er noteret på Nasdaq Stockholm.