NCC afleverer Artium – Brandes nye kulturhus
Borgere, lærere og elever i Ikast-Brande Kommune har fået et nyt kulturhus. Navnet er Artium, og eleverne på folkeskoledelen har netop taget den i brug til skolestart.
Endnu engang kan NCC aflevere en nybygget skole, og denne gang er det også et kulturhus, der indeholder mange funktioner for borgerne i Brande.
Artium, som det nye skole og kulturhus hedder, indeholder ud over skolen med plads til 650 elever, også mange andre funktioner for borgerne.
Der er blandt andet hovedbibliotek, borgerservice, lokal politistation, tandpleje, sundhedspleje og SFO og musikskole. Ligesom lokalhistorisk arkiv ikke må glemmes.
Skolen har indskoling, mellemtrin og udskoling, og den er indrettet med klasselokaler og læringsrum, der tager individuelle hensyn til kreativ leg, fordybelse og til børn med særlige behov.
”Vi har stor erfaring med at bygge skoler, men netop denne skole er noget ud over det sædvanlige med hele kulturhusdelen også,” siger senior projektchef i NCC, Klaus Egeskov Nielsen. ”Det har været en spændende opgave, og vi har oplevelsen af, at vi har været med til at bygge fremtidens skole med fokus på både trivsel og læring.”
Projektet forholder sig FN’s 17 verdensmål om bæredygtig udvikling og leverer på de fleste. Det gælder blandt andet sundhed og trivsel, bæredygtig energi og kvalitetsuddannelser.
Byggeriet er beklædt med tegl i stueplan og træ på 1. og 2. etage, hvilket begrænser CO2 aftrykket. Træet er Thermowood fra Frøslev Savværk. Samtidig har skolen grønne tage og taghaver med mulighed for opsamling af regnvand. Sundt indeklima bliver skabt med lyse lokaler med ventilation og god akustik, ligesom energiforbruget bliver dækket af fjernvarme og solceller. Samlet er byggeriet på 10.400 kvadratmeter.
”Arbejdet er foregået i en rigtig god ånd og et godt samarbejde. Undervejs har der været nogle komplikationer med undergrunden, men det blev håndteret flot, og vi er stolte af, at det hele er afleveret til tiden i høj kvalitet både i materialevalg og gennemførelsen,” siger projektleder Stig Steen Petersen fra Ikast-Brande kommune.
Byggeriet er skabt i samarbejde med gpp arkitekter, Nerd Architects, Sloth Møller rådgivning og byMunch by- og landskabsdesign.
Artium blev afleveret tidligere på sommeren, så der har været tid til at indrette skolen før skolestart. Siden er der blevet arbejdet på udearealerne.
For yderligere information kontakt venligst:
Carl Johan Corneliussen, pressechef, tlf.: 2615 2127, e-mail: carcor@ncc.dk
NCC´s pressetelefon +45 41 70 49 09 samt NCC:s Mediabank
Om NCC. NCC er en af de førende entreprenørvirksomheder i Norden. Med udgangspunkt i sin ekspertise inden for ledelse af komplekse byggeprocesser, bidrager NCC positivt inden for det byggede miljø for både kunder og samfund. Vores forretning omfatter udvikling af erhvervsejendomme, bygge- og infrastrukturprojekter, samt asfalt og råstofudvinding. I 2020 havde NCC en omsætning på ca. 38 mia. DKK. og 14.500 ansatte. NCC’s aktier er noteret på Nasdaq Stockholm.