Karen Blixen Plads skaber nyt liv mellem bygningerne på KU’s Søndre Campus
De studerende og medarbejderne på Københavns Universitet og brugerne af Det Kongelige Bibliotek på Amager har fået et smukt nyt byrum med torv, grønne områder og cykelparkering
Københavns Kommune har udstedt en midlertidig ibrugtagningstilladelse, så der nu er fri adgang til den 22.400 m2 store Karen Blixens Plads. Pladsen indvies officielt den 22. august 2019
Den nye plads forbinder området mellem Søndre Campus og Det Kongelige Bibliotek med de grønne arealer på Amager Fælled. Pladsen er tegnet af arkitektfirmaet COBE, med EKJ som rådgivende ingeniører, anlægsarbejdet er udført af M.J. Eriksson, og NCC har støbt de smukke, sfæriske cykelbakker for Bygningsstyrelsen.
”Den lidt futuristiske cykelparkering har været en spændende udfordring,” fortæller Esben Misfeldt, projektleder i NCC. ”Det er ikke hver dag, vi får muligheden for at støbe kunstværker, men det har været både sjovt og udfordrende på samme tid.”
Ambitiøs og kompleks entreprise
Karen Blixens Plads vil med sin størrelse og centrale placering midt i et af Københavns travleste forsknings- og uddannelsesmiljøer blive et aktivt møde- og opholdssted for studerende, medarbejdere og besøgende på Københavns Universitet og Det Kongelige Bibliotek.
”Etableringen af Karen Blixens Plads har været en meget ambitiøs og kompleks entreprise med rigtigt mange detaljer og særligt skrappe krav til kvalitet og finish. At vi er lykkedes så godt med projektet og det færdige resultat skyldes i høj grad også vores gode og professionelle samarbejde med NCC,” udtaler Nina Maria Schacht Olesen, entrepriseleder hos M.J. Eriksson.
Pladsen er blevet til med hjælp af en stor donation fra A.P. Møller og hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, der har bidraget til finansieringen med 70 af de 85 mio. kroner, det har kostet at realisere projektet.
For yderligere information kontakt venligst:
Pressechef Carl Johan Corneliussen, NCC Danmark, 26 15 21 27, carcor@ncc.dk
NCC´s pressetelefon +45 41 70 49 09 samt NCC:s Mediabank
OM NCC. Vores vision er at forny vores branche og levere de bedste bæredygtige løsninger. NCC er en af de førende virksomheder i Norden inden for byggeri, infrastruktur og ejendomsudvikling med en omsætning på rundt regnet 41 mia. kr. og 16.500 ansatte i 2018. NCC-aktien er noteret på NASDAQ Stockholm.