NCC har afleveret den flotte Nordøstamager skole
Elever, forældre og lærere har fået en helt unik skole med fokus på læring i tæt samspil med lokalområdet. Den blev for nyligt indviet.
Nu er der fuld aktivitet på den nye skole på Holmbladsgade på Amager i København, der byder på et moderne og spændende læringsmiljø.
”Nordøstamager Skole har på flere måder været et særligt projekt for os, og den vil altid have en særlig plads i vores hjerter,” siger Lars Bleg Jensen, der er senior projektchef i NCC Building Danmark. ”Ikke kun fordi det altid er spændende at bygge skoler, men også fordi vi her har eksperimenteret med en anden måde at bygge på. Skolen er nemlig opført under telt, så vi har bygget i ”evigt tørvejr.”
Den nye skole er et unikt skolebyggeri, hvor der er arbejdet med at skabe gode rammer for både skolens brugere og for områdets borgere. Uden for skoletid bliver et rekreativt åndehul, hvor store udvendige trapper inviterer lokalmiljøet op og ind i skolen. Udeområdet fungerer både som skolegård og opholdsrum for de lokale borgere.
”Man er jo altid lidt stolt, når man er færdig med et byggeri. Vi står nu med en skole, der kommer til at præge børn og unges opvækst og læring i mange år frem. Det er noget ganske særligt at tænke på. Vi har gjort, hvad vi kunne, for at skabe de bedste rammer for både indlæring og sociale fællesskaber,” siger Lars Bleg Jensen.
Fritidszone integreret med byen
Det fremtidsorienterede læringsmiljø er organiseret omkring et atrium med ovenlys og med en stor siddetrappe, der kobler sig på et indre hovedstrøg, med adgang til værkstedsområdet, der rummer fagområder til håndværk og design mv. Et centralt element i skolen er fritidszonen, som er integreret ind i byen ved at lade skolens arkitektur smelte sammen med det omkringliggende område.
Mod gaden er der en stor trappe, der fungerer som både siddepladser og træningsplads. Her kan beboere i området nyde en pause, mens børnene har det sjovt på legepladsen og klatrevæggen.
Skolen er tænkt som et rekreativt åndehul, hvor store udvendige trapper inviterer lokalmiljøet op og ind i skolen. På nederste etage er der nem adgang til gymnastiksal, workshops, skaberrum og et auditorium, der kan anvendes til aktiviteter som foredrag, koncerter, fællesmøder og aftenskolehold.
Bygget under et telt
Som et forsøg er byggeriet udført under en stor stormsikker overdækning. På den måde har håndværkerne altid arbejdet i tørvejr. Det er en fordel i sig selv, men det giver også andre muligheder i forhold til byggeprocessen.
Normalt bygger man et råhus helt færdigt og lukker det med tag og facade, før man går i gang med apteringen. Men når man bygger under tag, kan det indvendige arbejde gå i gang nedefra, mens der stadig bliver bygget opad på råhuset.
Det betyder, at malerne har været i fuld gang i kælderen, mens de sidste dæk over 3. sal var ved at blive lagt. Også tømrerarbejdet på skolens idrætshal er sat i gang på et langt tidligere tidspunkt i processen, end man ville gøre på et traditionelt udendørs byggeri.
Ud over NCC som totalentreprenør består holdet bag opgaven af arkitektselskaberne Christensen og Co, Kjaer & Richter og Insitu Arkitekter. Lyngkilde er rådgivende ingeniør, mens 1:1 Landskab er landskabsarkitekt på projektet.
Alle fotos er til fri redaktionel brug
For yderligere information kontakt venligst:
Carl Johan Corneliussen, Pressechef, Tlf.: 26152127, E-mail: carcor@ncc.dk
NCC’s pressetelefon +45 41 70 49 09 samt NCC’s Mediabank
Om NCC. NCC er en af de førende entreprenørvirksomheder i Norden. Med udgangspunkt i sin ekspertise inden for ledelse af komplekse byggeprocesser, bidrager NCC positivt inden for det byggede miljø for både kunder og samfund. Vores forretning omfatter bygge- og infrastrukturprojekter, asfalt og råstofudvinding samt udvikling af erhvervsejendomme. I 2022 havde NCC en omsætning på ca. 54 milliarder SEK og 12.500 ansatte. NCC’s aktier er noteret på Nasdaq Stockholm.