NCC vinder rammeaftale hos HOFOR om levering af tørret sand til BIO4 kraftvarmeværk
NCC har indgået kontrakt med HOFOR om at levere tørret sand som bæremateriale til HOFOR’s nye BIO4 kraftvarmeværk.
Med aftalen skal forretningsområdet NCC DrySand de næste tre år levere ovntørret sand med en specificeret kornkurve, som skal bruges som bæremateriale i den nye CFB-kedel (cirkulerende fluidbed) på det nye BIO4 kraftvarmeværk på Amager. Her skal træflis fremover anvendes som brændsel og dermed omstille Amagerværket fra kul til bæredygtig biomasse.
Da HOFOR overtog Amagerværket i 2014 og valgte at omstille værkets kulfyrede blok 3 til biomassefyring, besluttede HOFOR at etablere et nyt CFB-anlæg (cirkulerende fluidbed). Anlægget skal producere fjernvarme og el baseret på bæredygtig biomasse til København og store dele af hovedstadsområdet. Det nye anlæg forventes færdigt i foråret 2019 og vil herefter blive testkørt og gjort klar til fyringssæsonen 2019/2020. Herefter udfases Amagerværkets kulfyrede blok 3.
HOFOR forventer, at det årlige forbrug af tørret sand til den nye CFB-kedel bliver cirka 6.000 tons. Sandet opvarmes til 800 grader i fyrrummet og har den særlige funktion, at det bærer og udtørrer træflisen, så forbrændingen bliver optimal på trods af, at flisens fugtindhold kan variere mellem 25-60 % vand. Det tørrede sand kommer fra NCC’s nye DrySand fabrik i Køge, som med den nyeste teknologi producerer ovntørret sand med en veldefineret fordeling af kornstørrelse. Fordelen ved at anvende sand som bærelag er, at det er mere udbredt og økonomisk fordelagtig i forhold til andre bæremedier.
”Vi er meget glade for, at vi har vundet rammeaftalen med HOFOR,” siger Claes Drud, Områdechef for forretningsområdet Industrial Minerals i NCC Industry A/S. ”Det var helt oplagt for os at byde ind på opgaven, da HOFOR’s ønsker til sandets kornkurve matcher vores produktion af ovntørret sand. Derudover sikrer kontrakten os en stabil produktion i en længere periode.”
Stigende interesse for de tørrede sandprodukter
NCC åbnede i februar 2017 den nye DrySand fabrik, som er den første NCC fabrik i Norden, der producerer tørrede sand til fremstilling af tørbeton, tørmørtel, spartelmasse, fugemasse og en lang række specialbetonprodukter til industrielle formål. Dertil fremstilles varmebehandlet tørret sand til sports- og fritidsaktiviteter som blandt andet beach volley sand, ridebanesand, sand til kunstgræsbaner samt bunkersand og topdressing til golfbaner. Fabrikken er placeret i Køge, 30 km syd for København, og den ligger dermed i et vækstområde med en central placering i forhold til havnemiljø og det nordiske marked.
”Vores nye DrySand anlæg i Danmark er et forholdsvist nyt område i NCC Industry. Vi bestræber os hele tiden på at udvikle nye løsninger, og vi oplever en stigende interesse for de tørrede sandprodukter på det nordiske marked. Vi ser frem til fortsat at udvide vores produktsortiment over for vores kunder”, siger Claes Drud.
Kontrakten mellem NCC og HOFOR løber frem til den 31.12.2021 med mulighed for forlængelse i yderligere et år.
For yderligere oplysninger kontakt venligst:
Claes Drud, Områdechef i NCC Industry A/S, Industrial Mineral, telefon: +45 25 19 33 06
Pernille Kjøller, Kommunikationspartner i NCC Industry A/S, telefon +45 41 37 85 62
OM NCC. Vores vision er at forny vores branche og levere ekstraordinære bæredygtige løsninger. NCC er en af Nordeuropas ledende virksomheder inden for byggeri og anlæg, ejendomsudvikling og infrastruktur med en omsætning på 41,5 mia. kr. og 17.800 medarbejdere i 2017. NCC-aktien er noteret på NASDAQ Stockholm. NCC i Danmark består af forretningsområderne NCC Building, NCC Property Development, NCC Industry, NCC Infrastructure.