NCC bygger tre haller på Aalborg Havn

De tre haller skal rumme lejere med behov for lager-, logistik-, og lettere produktion. Hallerne er en del af Harbour Storage-hallerne.

I begyndelsen af april starter NCC pæleramning til samlet 6000 kvadratmeter fleksible haller på Aalborg Havn. NCC har vundet hovedentreprisen på 23 mio. kr. for bygherren NTC Ejendom A/S, et datterselskab i Port of Aalborg, og fortsætter dermed det gode samarbejde med havnen. I 2018 afleverede NCC således to andre haller til havnen, og de nye bliver magen til.

- Vi er rigtigt glade for at have vundet opgaven, og vi satser på at gå i gang straks. Dermed kører vores produktion også ufortrødent videre på trods af coronakrisen, og vi kan holde hjulene i gang. Samtidig er vi naturligvis opmærksomme på forholdsreglerne med hygiejne og afstand, siger produktionsleder Klaus Johansen fra NCC.

Hallerne med en frihøjde på otte meter bliver bygget sammen adskilt med brandvægge. Ved at bygge dem sådan, kan en virksomhed leje to haller og slå dem sammen. De bliver desuden fuldisolerede, så man kan styre temperaturen og tilpasse den de produkter, der opbevares.

Med placeringen direkte over for containerterminalen på østhavnen giver det en tidsbesparelse ved omladningen fra skib til lager.
De tre haller, hvoraf den første allerede er udlejet, forventes klar til ibrugtagning til oktober i år.

For yderligere information kontakt venligst:

Pressechef Carl Johan Corneliussen, NCC Danmark, 26 15 21 27, carcor@ncc.dk

NCC´s pressetelefon +45 41 70 49 09 samt NCC:s Mediabank

OM NCC. Vores vision er at forny vores branche og levere de bedste bæredygtige løsninger. NCC er en af de førende virksomheder i Norden inden for byggeri, infrastruktur og ejendomsudvikling med en omsætning på rundt regnet 41 mia. kr. og 15.500 ansatte i 2019. NCC-aktien er noteret på NASDAQ Stockholm.