NCC skal udføre ambitiøs fibernet plan for TDC NET
TDC NET og NCC indgår et strategisk partnerskab, som over de kommende fem år skal bidrage til at gøre TDC NET’s ambitiøse plan om at udbygge fibernettet i Danmark til virkelighed
Udbygning af fibernettet er et strategisk vigtigt område for TDC NET, og forud for underskrivningen af partnerskabsaftalen har NCC og TDC NET i 2019 arbejdet sammen om udbygning af fiber i Brønshøj og Køge.
”Vores fiberudrulning er hurtigt kommet op i fart, og med det nye partnerskab med NCC kommer vi endnu hurtigere frem i de kommende år. Med aftalen får vi sikret meget af den nødvendige kapacitet og får endnu en stærk samarbejdspartner, som går hånd i hånd med TDC NET’s strategi om at bygge fremtidens bedste digitale infrastruktur og sikre åben adgang for så mange danskere som muligt,” siger Christian Duer, EVP, Fiberfactory & Onsite hos TDC NET.
Det strategiske partnerskab er en ny måde at samarbejde på, og det har krævet tid, dialog og tillid parterne imellem at komme i hus med den.
”Vi glæder os til at bringe vores samarbejde med TDC til et nyt niveau,” siger områdedirektør i NCC Civil Engineerings forsyningsdivision, Kim Høgh Thomsen. ”Vi har arbejdet os frem til en rigtig god aftale for begge parter. Partnerskabsaftalen er en spændende og anderledes måde at arbejde sammen på, fordi det er ikke ”dem og os”, men ”vi”, som i fællesskab planlægger og udfører arbejdet.”
NCC i er i gang med at opbygge organisationen til arbejdet, så den passer med den fælles målsætning, som kræver, at der oprustes en del for at kunne udføre arbejdet, idet det forventes, at der skal graves over 300 km. allerede i år.
Aftalen om partnerskabet betyder, at NCC i de kommende fem år vil levere maskiner og mandskab til gravearbejdet i forbindelse med TDC NET’s strategi om at udrulle fiberforbindelser til 1 million husstande og erhvervsvirksomheder over hele Danmark. TDC NET vil selv stå for at udføre den tekniske tilslutning til fibernettet.
TDC NET samarbejder i forvejen blandt andet Dansk Kabel TV og Nordkysten om udrulningen af fremtidens landsdækkende, digitale infrastruktur med lynhurtige fiberforbindelser.
Indtægterne fra projektet bliver løbende afregnet i forretningsområdet Infrastructure.
Billedtekst: På foto optræder Christian Duer, direktør for fiberudrulning og Onsite hos TDC NET (tv) og Flemming Carlsen, direktør i NCC Civil Engineering DK. Foto: TDC
For yderligere information kontakt venligst:
Pressechef Carl Johan Corneliussen, NCC Danmark, 26 15 21 27, carcor@ncc.dk
NCC´s pressetelefon +45 41 70 49 09 samt NCC:s Mediabank
OM NCC. Vores vision er at forny vores branche og levere de bedste bæredygtige løsninger. NCC er en af de førende virksomheder i Norden inden for byggeri, infrastruktur og ejendomsudvikling med en omsætning på rundt regnet 41 mia. kr. og 16.500 ansatte i 2018. NCC-aktien er noteret på NASDAQ Stockholm.