Biodiversitet: Insektovervågning i NCC-grusgrav

I St. Endelt Grusgrav i Sæby, Nordjylland, er NCC i færd med at skabe artsrig natur og beskytte nogle af de mest sjældne skabninger. Senest har NCC investeret i avanceret teknologi til at måle insektbiomassen i området.

Et helt nyt skridt inden for biodiversitet, ikke kun for NCC, men generelt, når der arbejdes målrettet med at skabe biologisk mangfoldighed, er investering i ny teknologi til at måle insektbiomassen.

NCC er de første i branchen, der har investeret i det nye insektovervågningsprogram FaunaPhotonics. De første sensorer er allerede installeret i St. Endelt Grusgrav, hvor de kan levere værdifuld indsigt i forholdene på stedet, så der kan handles for at fremme biodiversiteten.

"Det er ret smart. Vi kan nu måle insektbiomassen, diversiteten og aktiviteten i grusgraven på forskellige biotoper. Helt konkret betyder det, at vi har mulighed for at se, hvor meget føde i form af insekter, vi har til rådighed for de fuglearter, flagermus osv., som vi forsøger at tiltrække til området," siger Christian Abildtrup, chefgeolog i NCC Industry, Råstoffer.

Teknologien gør det muligt at planlægge og vurdere udbyttet af NCC's indsats. "Vi kan nu se, om de tiltag, vi gør, virker, og kan bruge erfaringerne i vores andre grusgrave," siger Christian Abildtrup. Han forklarer, at den nye teknologi harmonerer godt med NCC's langsigtede og dokumenterbare tilgang til biodiversitet.

St. Endelt Grusgrav: En model for biodiversitet
Siden 00’erne har NCC fokuseret på at omdanne deres grusgrave til naturtyper, som er under pres i Danmark. Indsatsen i St. Endelt Grusgrav viser, at det er muligt at kombinere råstofudvinding med en aktiv indsats for at fremme biodiversitet. Arbejdet sker med omtanke for naturen og medvirker til at skabe levesteder for truede dyr og planter.

Udvinding af råstoffer er nemlig mere end store maskiner og gravearbejde. NCC har udviklet programmet ’Kielo’ for at fremme biodiversiteten i virksomhedens grusgrave. Kielo, en forkortelse af det finske ”KIviaineksen Elävä LuontO”, betyder "den levende natur af sten". For at opnå status som NCC Kielo-lokation skal en række kriterier opfyldes. Det inkluderer en undersøgelse af naturtyper for at kortlægge karakteristiske arter, opsætning af mål for området og en grundig planlægning af aktiviteter, der fremmer de ønskede betingelser for biodiversitet.

"St. Endelt er vores femte råstoflokation i Danmark, som lever op til kriterierne i vores nordiske Kielo-koncept. Her har vi blandt andet arbejdet på at skabe optimale levesteder for flagermus og den sjældne strandtudse. Vi har allerede set de første små tudser i vandhullerne, og en VVM-undersøgelse har vist, at der er flagermus i området," siger Christian Abildtrup.

For nylig har NCC også opsat kæmpestore specielt designede redekasser i grusgraven for at sikre overlevelsen af den sjældne Stor Hornugle. Uglen, der har et vingefang på op til 180 centimeter, en højde på omkring 70 centimeter og en vægt på 2-4 kilo, er en af Europas største ugler. NCC ser en mulighed for at skabe optimale forhold for yngleprocessen hos den sjældne fugl.

"Vi forventer ingen ynglende Stor Hornugle i kasserne i år, men nu er de klar, så fuglene i området kan vænne sig til dem og måske tage dem i brug til næste års ynglesæson," tilføjer Christian Abildtrup.
 

https://www.ncc.dk/medier/pressrelease/2024/be0cb00167569b98/

Alle billeder er til fri redaktionel brug

For yderligere information kontakt venligst:
Pernille Kjøller, kommunikationspartner, Tlf.: 41378562, E-mail: perkjo@ncc.dk

NCC’s pressetelefon +45 41 70 49 09 samt NCC’s Mediabank

Om NCC. NCC er en af de førende entreprenørvirksomheder i Norden. Med udgangspunkt i sin ekspertise inden for ledelse af komplekse byggeprocesser, bidrager NCC positivt inden for det byggede miljø for både kunder og samfund. Vores forretning omfatter bygge- og infrastrukturprojekter, asfalt og råstofudvinding samt udvikling af erhvervsejendomme. I 2023 havde NCC en omsætning på ca. 57 milliarder SEK og 12.200 ansatte. NCC’s aktier er noteret på Nasdaq Stockholm.