Rejsegilde på Skolecenter Jetsmark

Nu begynder det nye Skolecenter Jetsmark for alvor at rejse sig. Fredag blev der holdt rejsegilde for håndværkerne på den nye skole, og om lidt over et år flytter elever og personale ind i Jetsmarks nye bygning for læring og kultur

Der var grund til fest og glæde den sidste fredag i april, da Jammerbugt Kommune holdt rejsegilde på det nye Skolecenter Jetsmark. Skolecentret bliver omdrejningspunkt for både skole og fritidsaktiviteter for byerne Pandrup, Kaas og Moseby.

”Med rejsegildet markerer vi en vigtig milepæl i byggeriet. Vi er kommet langt siden 1. spadestik, og det er med stor tilfredsstillelse at se, at arbejdet skrider planmæssigt frem trods udfordringer undervejs med prisstigninger på byggematerialer og leveranceproblemer på grund af pandemien. Jeg vil gerne takke NCC og håndværkerne for deres indsats. De har været proaktive og fleksible i processen, mens de har ventet på leverancer. Det er helt afgørende for, at vi holder tidsplanen,” siger borgmester Mogens Christen Gade.

Alt betonarbejdet er nu færdigt, og murerne har allerede færdiggjort en fjerdedel af skalmurene. Samtidig er ét af afsnittene med klasselokaler klar til, at det indvendige arbejde med fast inventar kan begynde. Når det ene afsnit står færdigt i september, vil de resterende afsnit blive færdiggjort som perler på en snor frem mod den endelige aflevering i 2023.

”Takket være en stor indsats og et rigtigt godt samarbejde med vores bygherre, Jammerbugt Kommune, kan vi i dag fejre rejsegilde. Det bliver et super godt samlingssted for borgerne i de tre byer. Vi er stolte af at være med til at skabe sådan et sted for lokalsamfundet,” siger områdedirektør Jakob Søe Lundgaard fra NCC.

Et center for læring, trivsel og uddannelse
Det nye Skolecenter Jetsmark er et arkitektonisk markant og identitetsskabende byggeri med elevernes læring, trivsel og uddannelse i centrum. Byggeriet understøtter skolen som en attraktiv arbejdsplads og kommer til at fungere i samspil med lokalsamfundet som en aktiv medspiller i skolens hverdag.

Skolen vil danne optimale rammer for de forskellige aktiviteter og arrangementer i løbet af skolens undervisning. Også det lokale kultur- og foreningsliv får gavn af den nye skoles faciliteter, da skolen bygges som en fleksibel og multianvendelig skole, hvor både ude- og indearealer kan anvendes til mange formål inden for undervisning, kultur og foreningsliv.

”Vi bygger en skole og et kulturcenter under samme tag til glæde for borgere og børnefamilier i Pandrup, Kaas og Moseby. Skolen er en ambition om at udvikle området og skabe en stærkere sammenhængskraft mellem de tre byer. Gode rammer og tilbud betyder meget for børn og unge, og vi kan allerede se, at flere børnefamilier vælger at bosætte sig i området,” fortæller Susanne Møller Jensen, der er formand for Børne- og familieudvalget.  

Skolecenter Jetsmark skal opføres som en tresporet skole fra 0.-9. klasse med integreret SFO og plads til førskoleelever fra 1. april til 1. august. Idræt og bevægelse foregår i Jetsmark Idrætscenter, der ligger lige ved siden af skolen, og som også gennemgår en større renovering og ombygning. Skolens bruttoareal bliver ca. 8.500 kvadratmeter.

”Der er stor ros til samarbejdet med NCC, generelt har der igennem hele processen med brugere, styregruppe og bygherre været et godt samarbejde, og det er en stor fornøjelse at det gode samarbejde fortsætter her under udførelsen, det givet et samlet godt resultat,” siger Brian Mumgård, Projektansvarlig Norconsult.

Byggeriet forventes afsluttet og klar i august 2023.

For yderligere information kontakt venligst:

Mogens Christen Gade, Borgmester, 4191 2001, mga@jammerbugt.dk
Susanne Møller Jensen, Formand for Børne- og Familieforvaltningen, 4191 1503, smj@jammerbugt.dk
Carl Johan Corneliussen, Pressechef hos NCC, 26152127, carcor@ncc.dk

NCC´s pressetelefon +45 41 70 49 09 samt NCC’s Mediabank

Om NCC. NCC er en af de førende entreprenørvirksomheder i Norden. Med udgangspunkt i sin ekspertise inden for ledelse af komplekse byggeprocesser, bidrager NCC positivt inden for det byggede miljø for både kunder og samfund. Vores forretning omfatter udvikling af erhvervsejendomme, bygge- og infrastrukturprojekter, samt asfalt og råstofudvinding. I 2021 havde NCC en omsætning på ca. 53 milliarder SEK og 13.000 ansatte. NCC’s aktier er noteret på Nasdaq Stockholm.