Drænasfalt håndterer de kraftige regnskyl
Regn, regn, og atter regn. Der er udsigt til mange flere og kraftigere skybrud i fremtiden. Permeable asfaltbelægninger kan være med til at sikre boligområder, p-pladser og veje mod oversvømmelser.
De seneste uger har budt på flere omgange med voldsom regn. DMI forventer mere nedbør om vinteren og voldsommere byger om sommeren de næste årtier. Og ikke nok bliver skybruddene hyppigere i takt med, at klimaet bliver varmere, de bliver også kraftigere. Med andre ord bliver der oftere risiko for oversvømmelser – ikke mindst i byerne hvor vandet ikke kan opsuges af jorden.
Gennem de seneste år har virksomheden NCC derfor udført en række skybrudssikringer med en permeabel asfaltbelægning, NCC PermaVej®, som kan anvendes til lokal afledning af regnvand på pladser, villaveje og veje i den tætte by.
”Vi startede med at udvikle konceptet efter det store skybrud i København i juli i 2009. Siden da er løsningen blevet gennemtestet og dokumenteret. Og vi har i dag anlagt mere end 70 klimaveje i Danmark fordelt på 170.000 m2. Det lyder af meget, men efter min mening har vores samfund akut brug for, at vi tager løsninger som denne i brug”, siger Michael Brask, klimavejsekspert og salgschef i NCC Industry.
Løsningen består først og fremmest af en permeabel asfaltbelægning, som er en åben asfalt, hvor regnvandet nemt kan trænge igennem. Under belægningen ligger det særlige bærelag – NCC Drænstabil® – der har så stor dræneffekt, at det kan optage regnvandet efter samme princip som en faskine. På den måde bliver vandet drænet langsomt ud i jorden eller videre til kloaknettet med forsinkelse, så kloaknettet ikke overbelastes. Det betyder, at vejen eller pladsen altid er fri for vand – selv under skybrud, hvor der kan falde 15 mm nedbør inden for 30 minutter.
”Med en permeabel belægning bliver afløbsriste, render og brønde som oftest unødvendige. Det gør anlægsarbejdet mindre kompliceret, og på den måde kan man principielt minimere omkostningerne”, siger Michael Brask.
Kommuner forbereder sig på mere regn
Flere kommuner har de seneste år mærket konsekvenserne ved klimaændringerne og forbereder sig nu på, at de bliver værre.
”Det er tydeligt at mærke, at markedet har åbnet sig. Vi oplever en stigende interesse for vores drænasfalt, og særligt forsyningsselskaberne og flere midtjyske kommuner er begyndt at klimasikre deres veje og bymiljøer med bl.a. NCC Permavej® som en del af løsningen”, siger Michael Brask.
NCC har blandt andet klimasikret et parkeringsareal ved en ny dagligvarebutik i Hedensted. Det klimasikrede areal håndterer ikke blot regnvandet, der falder på parkeringspladsen, det håndterer også regnvandet fra taget af bygningen. Der er derfor tale om en samlet regnvandshåndtering, som lokalt afleder regnvandet og derfor er uafhængig af det eksisterende regnvandssystem.
”Det smarte ved løsningen er, at regnvandet fra taget ledes ind under asfaltbelægningen på p-pladsen i stedet for at blive ledt til et separat regnvandssystem som ved traditionelle løsninger. På den måde håndteres regnvand fra taget sammen med det regnvand, der falder på parkeringsarealet”, siger Michael Brask.
Projektet i Hedensted og lufthavnsvejen i Aalborg er nogle af de største vejprojekter, der er anlagt med drænasfalt. Og NCC har flere projekter i støbeskeen, blandt andet et nyt parkeringsareal ved et større kontorbyggeri i Bramming.
For yderligere information kontakt venligst:
Carl Johan Corneliussen, Pressechef, email: carcor@ncc.dk, telefon +45 26152127
NCC´s pressetelefon +45 41 70 49 09 samt NCC:s Mediabank
Om NCC. NCC er en af de førende entreprenørvirksomheder i Norden. Med udgangspunkt i sin ekspertise inden for ledelse af komplekse byggeprocesser, bidrager NCC positivt inden for det byggede miljø for både kunder og samfund. Vores forretning omfatter udvikling af erhvervsejendomme, bygge- og infrastrukturprojekter, samt asfalt og råstofudvinding. I 2020 havde NCC en omsætning på ca. 38 mia. DKK. og 14.500 ansatte. NCC’s aktier er noteret på Nasdaq Stockholm.