Rejsegilde på ny Københavner-skole på Amager
Forleden blev håndværkerne fejret på byggeriet af den nye skole på Nordøst Amager, hvor NCC netop har lagt det sidste betonelement i råhuset. Dermed kunne Københavns Kommune invitere til rejsegilde.
En stor milepæl er nået på den kommende skole på Holmbladsgade på Amager. Det sidste betonelement er lagt, og det er tid til at fejre fremdriften og takke håndværkerne for deres store arbejde. De blev blandt andet fejret med sang af nogle af den nye skoles elever.Hele tre borgmestre var mødt frem til lejligheden, og der blev sagt mange smukke ord om den spændende skole, der opføres til børnene på Nordøst Amager. Også totalentreprenøren NCC var repræsenteret med projekthold og direktør.
Som entreprenør er det altid en fornøjelse at blive inviteret til rejsegilde. Det er nemlig udtryk for, at byggeriet for alvor tager form, og samtidig er det en god anledning til at takke vores dygtige håndværkere for deres indsats,” siger Palle Bjerre Rasmussen, direktør i NCC Danmark.
Skolebyggeri i evigt tørvejr
Som noget usædvanligt er byggeriet udført under en stor stormsikker overdækning. På den måde arbejder håndværkerne altid i tørvejr. Det er en fordel i sig selv, men det giver også andre fordele i forhold til byggeprocessen.
Normalt bygger man et råhus helt færdigt og lukker det med tag og facade, før man går i gang med apteringen. Men når man bygger under tag, kan det indvendige arbejde gå i gang nedefra, mens der stadig bliver bygget opad på råhuset.
Det betyder, at malerne har været i fuld gang i kælderen, mens de sidste dæk over 3. sal var ved at blive lagt. Også tømrerarbejdet på skolens idrætshal er sat i gang på et langt tidligere tidspunkt i processen, end man ville gøre på et traditionelt udendørs byggeri.
”Som entreprenør arbejder vi altid på at finde nye, smartere måder at bygge på, nye materialer, nye maskiner og metoder. Her gør vi et forsøg med simpelthen at flytte vores produktion indendørs, og det har været meget lærerigt,” siger Palle Bjerre Rasmussen.
I den hidtidige byggeperiode er pladsen blevet sparet for 3,5 millioner liter vand, som ville være faldet som regn på byggepladsen uden overdækningen.
Fokus på læring og socialt samvær – også for områdets borgere
Den nye skole er er et unikt skolebyggeri, hvor der er arbejdet med at skabe gode rammer for læring. Skolen bliver et rekreativt åndehul, hvor store udvendige trapper inviterer lokalmiljøet op og ind i skolen. Udeområdet fungerer både som skolegård og opholdsrum for de lokale borgere.
”Der bliver flere og flere børn i byen. Det er derfor hjerteblod for mig, at vi løbende prioriterer byens børn og renoverer og bygger nye skoler. Med Nordøstamager Skole giver vi bydelens børn de bedste betingelser for leg og læring. Samtidig får lokalmiljøet et helt nyt samlingssted med plads til sport og fritidsaktiviteter. Jeg glæder mig meget til, at skolen står færdig, og elever og københavnere kan boltre sig i de nye rammer”, siger overborgmester Sophie Hæstorp Andersen.
Ud over NCC som totalentreprenør består holdet bag opgaven af arkitektselskaberne Christensen og Co, Kjaer & Richter og Insitu Arkitekter. Derudover er Lyngkilde rådgivende ingeniør, mens 1:1 Landskab er landskabsarkitekt på projektet.
Skolen forventes at stå klar til at modtage lærere og elever i 2023.
For yderligere information kontakt venligst:
Pressechef Carl Johan Corneliussen, NCC Danmark, 26 15 21 27, carcor@ncc.dk
NCC´s pressetelefon +45 41 70 49 09 samt NCC:s Mediabank
Om NCC. NCC er en af de førende entreprenørvirksomheder i Norden. Med udgangspunkt i sin ekspertise inden for ledelse af komplekse byggeprocesser, bidrager NCC positivt inden for det byggede miljø for både kunder og samfund. Vores forretning omfatter udvikling af erhvervsejendomme, bygge- og infrastrukturprojekter, samt asfalt og råstofudvinding. I 2021 havde NCC en omsætning på ca. 53 milliarder SEK og 13.000 ansatte. NCC’s aktier er noteret på Nasdaq Stockholm.