Christiansbro, København K.
Ombygning af de karakteristiske seks etagers kontorbygninger på Christiansbro, Nordeas tidligere hovedsæde, som er tegnet af Henning Larsen Architects, der blev opført i perioden 1996-2000.
Ejendommen er blevet bygget i lækre og tidløse materialer med åben arkitektur, der giver gode muligheder for en effektiv indretning. De store glaspartier ud mod havnen sikrer et inspirerende arbejdsmiljø og en enestående udsigt over vandet.
Christiansbro istandsættes så det passer til de 1400 medarbejdere, der arbejder hos den nye lejer (Net Company).
De tekniske installationer opgraderes / udskiftes, og alle de indvendige overflader vil fremstå i et nyt og tidssvarende design.
Smukt egetræsparket genbruges
Kontorbygningen på Strandgade 3 er født med et smukt stavparket af egetræ, som af nedriverne fra Tscherning optages bræt for bræt og kvalitetskontrolleres, så det kan lægges igen.
Mads Hovgaard Christiansen fra Tæppeland fortæller om det store arbejde med fjerne gulvene og sortere små afskæringer og skadede brædder fra. De har opstillet en sorteringsstation i bygningen, så de løbende kan kontrollere de brædder, der tages op, så de ikke skal transporteres frem og tilbage. Han vurderer, at op til 80 % af brædderne bliver genanvendt.
”De skal være glatte eller kunne slibes glatte uden at tage for meget af, og fer-not skal selvfølgelig være uskadte,” siger han.
Projektet har udpeget et rum, hvor der blev udført en mockup af det nye gulv med undergulv og lægning af det genbrugte parket. Det var ikke hele huset, der skulle have trægulv, så selvom ikke alle brædder kan genbruges, var der træ nok. De overskydende brædder fra Strandgade 3 ville ATP Ejendomme bruge i deres nye kontor på H.C. Andersens Boulevard.