Arbejdet med nedrivningen af ”den gamle asfaltfabrik” er tilendebragt, og arbejdet med at opføre 445 nye lejeboliger er i fuld gang.
Kort om byggeriet
Byggeriet udføres som en åben karréstruktur i 4-11 etager med store altaner og tagterrasser, der omkranser et grønt gårdrum, hvor der desuden placeres tre punkthuse. I bebyggelsen etableres ca. 225 parkeringspladser.
Der bygges i seks etaper i perioden fra august 2022 og frem til slutningen af 2025.
Vi bygger i henhold til Bygningsreglement 2018, bygningsklasse 2020 og skal opnå en DGNB Platin certificering. Byggeriet indgår i den godkendte lokalplan 121.
Det samlede boligarealet bliver 34.155 m2,og boligerne bliver på en gennemsnitlig størrelse af 75 m2.
Bygherren er Green Point ApS og Nordkranen A/S.
Om byggepladsen
Arbejdet kommer til at foregå mellem kl. 7 og kl. 18 på hverdage og kl. 8 og kl. 14 om lørdagen. Alt arbejde tilrettelægges efter retningslinjerne i ”Forskrift for miljøhensyn ved bygge- og anlægsaktiviteter i Herlev kommune”.
I begyndelsen af august 2022 sættes skurvogne op, og byggepladsen etableres. Derefter begynder det produktionsforberedende arbejde, som består af omlægning af kloakker og kabler i jorden samt etablering af fundamenter.
Fra november 2022 begynder elementmontagen, og de første vægge og dæk bliver monteret.
I begyndelsen af 2024 vil første etape af byggeriet stå færdig. Den rummer tre opgange i den østlige del af byggefeltet. De efterfølgende etaper vil løbende blive afsluttet herefter.
Naboskab
Der er mange byggeprojekter i nærområdet, mens det tidligere industrikvarter bliver omdannet til boliger og andet erhverv. For alle os, som har dagligdagen her, og for jer, som bor i området omkring Hørkær, vil det betyde nogle støj- og støvgener, som vi naturligvis vil gøre alt for at minimere mest muligt.
Vi håber på jeres forståelse og vil løbende holde jer informeret om aktiviteterne på pladsen.
Der vil på et tidspunkt blive afholdt et ”åbent hus” arrangement, hvor naboerne får muligheden for at få et indtryk af, hvad der forgår på en byggeplads, ligesom vi vil fortælle om byggeriet og det nærmiljø, vi ønsker at skabe i området.
Dette er den formelle varsling, som vi ifølge byggeloven skal udsende. Vi vil løbende vende tilbage, når der er ny information.