Nyt hospital Nordsjælland, Hillerød
Nordsjællands nye supersygehus kommer til at bestå af en fireetagers (fem etager med kælder ) bygning der ligner en firkløver set ovenfra
Projektet omfatter opførelse af Nyt Hospital Nordsjælland, der består af en fireetagers ( 5 etager med kælder ) bygning der skal indeholde 570 sengestuer, akutmodtagelse og intensivafdeling, samt ambulatorier, operationsrum, billeddiagnostisk, kvinde-barn-funktioner, kirurgi, ortopædkirurgi, intern medicin, neurologi, onkologi, øre-næse-hals-sygdomme og audiologifunktioner og meget mere.
Hjemligt og trygt
Hospitalet vil ikke fremstå monumentalt og afvisende overfor patienter, besøgende og medarbejdere, trods sin størrelse, men vil med den organiske komposition, i pagt med det omgivende landskab, tilbyde en hjemlighed og en oplevelse af tryghed til alle, der kommer i kontakt med hospitalet.
Bygningen er inddækket i en træfacade, der vil patinere til en naturlig grålig tone. Når man træder ind i bygningen, vil lofter, vægge, fast møblement og mange andre overflader være beklædt med lyse træsorter. Hospitalet vil med tiden stå som en patineret, nordisk møbelklassiker.
Bygningens ikoniske grundplan omkranser det indre beskyttede haverum, der egner sig godt til små udeture for svækkede patienter. Det ydre landskabsrum med stier og naturforløb vil være et godt pusterum for stærkere patienter, besøgende og personale.